1. Formål
Denne tekst er en kritik af, hvordan en tilsyneladende "socialistisk bevægelse"Læs evt. Hal Drapers tekst Anatomien af mikro-sekten (oversat til dansk af Redaktionen) for en bearbejdning af begrebet. kan fastholde en form for analfabetisme – ikke fordi medlemmerne bogstaveligt talt ikke kan læse, men fordi de mangler en dybere læsning af den verden, de selv agerer i. Udtrykket "analfabetisme" er her hentet fra Cured Quail, som beskriver et samfund gennemsyret af ord, slogans og hurtige meninger, men uden reelle ideer eller refleksion. Det er i denne kløft mellem overfladisk politisk retorik og manglende teoretisk fordybelse, at vi finder kimen til en kritik af både den bredere venstrefløj og specifikt Socialistisk Ungdomsfront.
Der er flere grunde til at rette blikket mod SUF. Dels er det en central aktør i den danske venstrefløj, der på papiret repræsenterer ungdommens radikale stemme med fokus på alt fra klimakamp til antikapitalistisk retorik. Dels rummer SUF samme udfordringer, som store dele af den mere traditionelle venstrefløj står i: Hvordan omgås man værdiformen, kapitalismen og staten uden at reproducere reformistiske eller parlamentariske logikker? Og hvordan skelner man mellem meningsfyldt radikalisme og symbolsk aktivisme?
[Noget om intersektionen mellem Endnotes og Cured Quail] formålet at undersøge, hvordan venstrefløjen – og især SUF – hænger fast i det, man kunne kalde en "socialistisk analfabetisme". Begrebet skal ikke forstås som en fornærmelse mod dem, der tiltror sig titlen "socialister", men som en diagnose af en bredere politisk praksis, hvor slogans og identitetspolitisk retorik alt for ofte træder i stedet for grundig teoretisk og praktisk afklaring. I en tid, hvor mange bevægelser er ivrige efter at handle hurtigt, men knap så interesserede i at læse og diskutere dybtgående, bliver det relevant at spørge: Hvad er det for en kamp, man fører, og i hvor høj grad forstår man sin egen position i den kapitalistiske helhed?
Cured Quail problematiserer, at vi i dag lever i en verden, hvor ordene har mistet deres dybde og vægt. Illitteracy – i betydningen manglende evne eller lyst til at trænge ned i ideernes substans – hersker ikke blot i den brede offentlighed, men sniger sig også ind på venstrefløjen. Dermed får selv "revolutionære" udsagn en næsten tom klang, når de ikke bærer på en egentlig erkendelse af de strukturer, de hævder at bekæmpe. Denne pointe forbinder sig direkte til den venstrekommunistiske og kommuniseringsteoretiske tradition, som peger på, at kapitalismen ikke kan væltes blot ved at stemme eller råbe højere slagord. Der skal en omvæltning til, som ophæver værdiformen i sin helhed, snarere end blot at omfordele kapitalens goder inden for den eksisterende struktur. Med dette udgangspunkt bliver formålet med teksten tosidet: For det første at blotlægge, hvordan SUF (som et eksempel på en bredere tendens) reproducerer elementer af den samme "analfabetisme", de ellers siger, de vil bekæmpe. For det andet at vise, hvordan en mere grundig, venstrekommunistisk og kommuniseringsteoretisk funderet tilgang kunne give en dybere indsigt og potentielt en mere konsekvent kamp. Det er ikke en kritik, der handler om at "vide bedre" eller pege fingre ad enkeltpersoner. Det handler derimod om at tydeliggøre den kollektive udfordring, hele venstrefløjen står over for: At sætte den nødvendige tid af til teoretisk forståelse, intern debat og selvkritik, så vi ikke blot erstatter én overfladisk politisk parole med en anden. Samtidig er det et forsøg på at forstå, hvordan en ny form for "litteracitet" – en politisk, filosofisk og social læskompetence – kan bidrage til at overkomme den analfabetiske verdensorden.
Hermed er scenen sat. De næste afsnit vil først skitsere Cured Quails kritik af vores samtids illitteracy, for dernæst at se, hvordan denne kritik spiller sammen med de venstrekommunistiske og kommuniseringsteoretiske positioner. Slutteligt vil vi rette blikket mod SUF som konkret eksempel på en dansk ungdomsorganisation, der, trods radikale hensigter, risikerer at sidde fast i den overfladiske brug af ord og symboler. Målet er at åbne for en diskussion om, hvordan vi kan bryde med en "socialistisk analfabetisme" og i stedet tage skridtet hen imod en reel omvæltning af de samfundsmæssige forhold.
2. Den analfabetiske verdensorden iflg. Cured Quail
I det første nummer af Cured Quail beskrives en tilstand, hvor sproget nærmest er allestedsnærværende, men paradoksalt nok er tømt for reelt indhold. Overalt mødes vi af slogans, reklamebudskaber og "lette" tekster, der ikke nødvendigvis kræver nogen egentlig fordybelse. Denne overflod af ord kan give illusionen af, at der er en levende og kritisk debat, men ifølge Cured Quail er virkeligheden ofte en anden: Det er netop i mængden af ord, at idéerne forsvinder. I stedet for at føre til dybere refleksion forstærker de mange paroler en slags træghed, hvor vi som læsere ikke længere forventer, at nogen sætning kan rumme andet end det mest umiddelbare. Cured Quail peger på, at nutidens ordstrøm minder om en slags støj: Vi læser og hører konstant forskellige budskaber, men vi udvikler sjældent de nødvendige redskaber til at skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige. Derfor bliver diskussioner og politiske pointer oftere bedømt på deres umiddelbare tilgængelighed, deres "likeabilitet" eller deres evne til hurtigt at vække følelser. Når enhver fordybelse udebliver, forbliver teksterne – uanset om det er artikler, politiske programmer eller læserbreve – på et overfladisk niveau. Dette er ifølge Cured Quail selve kernen i den "analfabetiske verdensorden": Mængden af ord er eksploderet, men de dybereliggende idéer er nærmest forsvundet.
Illitteracy i Cured Quails forstand handler ikke blot om, at nogle mennesker ikke kan læse. Det er snarere en tilstand, hvor man ikke længere forventer, at teksten i sig selv kan åbenbare en verden af komplekse tanker. Ordet bliver reduceret til et brugsobjekt, der skal tilfredsstille læserens egne fordomme eller behov for at føle sig bekræftet. Læsning handler med andre ord ikke om at lade sig udfordre eller blive klogere, men om at finde det, man i forvejen er enig i – eller hurtigt at lade sig distrahere, hvis der opstår modstand eller ubehag. Denne holdning til sprog og tænkning spejles i et samfund, hvor lige dele forbrugermentalitet og mediestøj gør det vanskeligt at fastholde opmærksomheden om en idé i længere tid. I Cured Quails perspektiv bærer dette præg af, at selve forbruget – uanset om det er af varer eller information – er blevet en dominerende social praksis. Støder vi på en tekst, et manifest eller en artikel, som kræver reel fordybelse, er vi tilbøjelige til at "swipe videre" eller søge kortere, mere genkendelige budskaber. Illitteracy bliver dermed en kollektiv tilstand, hvor det ikke kun er de "uuddannede", der mangler læsefærdigheder; vi er alle i fare for at blive fanget i en overfladiskhed, der ligner en ny normaltilstand.
Når sproget bliver en slags tom form, påvirker det naturligvis også den politiske diskurs. Symbolske markeringer og slogans kan være effektive til at vække opsigt, men uden et solidt begrebsapparat til at fortolke dem, risikerer venstrefløjen at drukne i slogans, der lyder gode, men ikke omsættes i strukturel forandring. Idéer er pludselig ikke længere noget, man forfølger og tester i praksis, men snarere noget, man "samler på", ligesom man ville samle på klistermærker eller badges, der udtrykker en identitet.
Konsekvensen er, at mange politiske diskussioner udarter sig til holdningsudvekslinger uden reelt indhold. Folk "liker" eller "deler" budskaber, men reflekterer sjældent over de bagvedliggende dynamikker i kapitalistiske produktionsforhold, statsmagtens rolle eller behovet for fundamentale sociale omvæltninger. Resultatet bliver en venstrefløj, der nok taler om retfærdighed, men ofte står på bar bund, når det gælder sammenhængende analyser af, hvordan kapitalens logik skal ophæves. Med denne diagnose peger Cured Quail på et problem, der ikke blot findes blandt mainstream-politikere eller i liberal debatkultur, men som også florerer i miljør, der hævder at ville noget radikalt. Det, man kunne kalde en "socialistisk analfabetisme", er med andre ord en del af en bredere udvikling, hvor ønsket om forandring forbliver overfladisk, hvis det ikke ledsages af en dybere forståelse for verden, som den er, og en klar forestilling om verden, som den kunne være. Det er netop i dette krydsfelt – mellem tom symbolik og reel forandring – at [...]