Når jeg bevæger mig rundt i SUF, og snakker med gamle som nye medlemmer er en af mine første tanker altid: Du er ingenting. Nogle ved det godt selv, andre har måske ikke indset det til fulde endnu.
På trods af min generaliserede misantropi, er dette naturligvis ikke en fordømmelse — og det gælder i øvrigt til fulde også mig selv. Jeg er ingenting og jeg er fucking vred over det. Marx har før kommenteret på fænomenet "Jeg er ingenting, og jeg burde være alting." Marx, ‘Contribution to the Critique of Hegel’s Philosophy of Law. Introduction’ (MECW 3), p. 185. Man fristes til at tilføje: Jeg kunne have været alting.
I jagten på den idealløse samfundskritik kan man ofte glemme ovenstående. At vi, som mennesker, kunne have været mere, bedre og (måske primært) lykkelige Det virker umiddelbart ikke sandsynligt, som Marcuse ellers fremfører det i Eros and Civilization: A Philosophical Inquiry into Freud, at det undertrykkelsesfrie, altid-lykkelige samfund bliver realitet. Primært på baggrund af det forhold, at det ifølge Freud, ligesom hos Hobbes med den evige alles kamp mod alle, kun er statens autoritet, der kan forhindre kaos. I Freuds teori er en fuldstændig tilfredsstillelse af menneskets instinktive behov uforenelig med eksistensen af et civiliseret samfund. Instinktstilfredsstillelse må underordnes samfundets krav; kultur er den metodiske og strengt håndhævede omdirigering af instinktive drifter til socialt nyttige formål. Man kan enten få fuldstændig tilfredsstillelse af sine instinkter, hvilket fører til kaos, eller opretholde civilisationen og dermed nødvendigvis undertrykke sine instinktive behov – men ikke begge dele på samme tid. Da mennesker generelt ønsker både at spise deres kage og beholde den, er de dømt til utilfredshed. Nogle mere end andre, og disse bør måske opsøge en analytiker. Men situationen kan ikke ændres. Den manglende mulighed for et samfund par excellence står dog ikke i vejen for muligheden for noget bedre (definition udeladt) end det nuværende., hvis vi altså ikke var fanget i illusionen.